I det nye uddannelseslandskab vil stort set alle unge i fremtiden få adgang til gymnasiet og få mulighed for at få et par ekstra år, inden de vælger videre uddannelse. Der vil også være gode veje til dem, der allerede er afklarede efter 9. klasse eller ikke tager den direkte vej gennem uddannelsessystemet. Unge vil fremover have en række muligheder efter det 9. skoleår, jf. figur 1.
Efterskoler og frie fagskoler
Efterskoler og frie fagskoler skal fortsat have mulighed for at udbyde undervisningsforløb i skoleåret efter 9. klasse og således kunne tilbyde et 10. skoleår, hvor det faglige indhold minder om indholdet i 10. klasse i dag med bl.a. undervisning i dansk, engelsk og matematik. Frie fagskoler vil få en tilsvarende mulighed.
Med Aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse afsættes desuden 28 mio. i 2030 stigende til varigt 110 mio. kr. årligt til, at flere unge fra familier med lav husstandsindkomst kan få tilskud til delvis dækning af egenbetaling for et 10. skoleår på efterskole eller en fri fagskole.
Det er ikke endeligt fastlagt, hvilke kriterier der skal være opfyldt for at få tildeling af midlerne, samt hvad den konkrete beløbsstørrelse vil være. Dette vil aftalepartierne drøfte i et senere forhandlingsforløb.
9. klasse over to år
Elever, der i grundskolen går i et specialundervisningstilbud, vil efter ikrafttrædelsen af afskaffelse af 10. klasse kunne tage 9. klasse og prøverne i 9. klasse over to år i en specialklasse eller på en specialskole.
9. klasse over to år skal give bedre tid til faglig fordybelse for den enkelte elev, mindske antallet af prøver og bidrage til, at flere unge med behov for specialundervisning kan bestå folkeskolens afgangseksamen.
Retskrav på opstart på fgu
Elever, der ikke består folkeskolens afgangseksamen, får ret til at starte på den forberedende grunduddannelse (fgu) i skoleåret efter 9. klasse. Elever, der falder fra et uddannelsestilbud i løbet af skoleåret efter afsluttet 9. klasse, vil også få ret til at starte på fgu.
Disse elevgrupper får mulighed for et fgu-forløb frem til afslutningen af skoleåret umiddelbart efter 9. klasse. Eleverne vil også få mulighed for at tage en afsluttende prøve, der giver adgang til epx.
Afskaffelse af 10. klasse
Elever kan gå i 10. klasse helt indtil skoleåret 2029/2030. Herefter afskaffes 10. klasse og integreres delvist i epx.
Frem mod 2030 vil der være mere fokus på, at det bliver nemmere for kommunerne og erhvervsskolerne at indgå samarbejder om 10. klasse.